Nyt menighedsråd i Hammelev

Den 18. november 2008 var der konstituerende menighedsrådsmøde i Hammelev præstegård, hvor posterne i menighedsrådet blev fordelt. Fra 1. søndag i Advent er der 6 valgte medlemmer i rådet, dvs. én færre end hidtil. Sognepræsten er også medlem. Følgende poster blev besat:
Formand for menighedsrådet: Helga Blomgreen.
Næstformand og kirkeværge: Viggo Schmidt.
Kasserer: Hans Henrik Knudsen, idet dog Else Marie Birk fremover skal være regnskabsfører.
Sekretær: Johnny Hansen.
Kontaktperson: Hanne Hovmøller.
Underskriftsberettiget sammen med formanden: Hans Henrik Knudsen.
Valgbestyrelsen kom til at bestå af Johnny Hansen, Preben Melander (valgbestyrelsesformand) og Hans Henrik Knudsen.
Af hensyn til det kommende sognehus ønskes der også nedsat et byggeudvalg bestående af Helga Blomgreen, Hans Henrik Knudsen, Johnny Hansen, Viggo Schmidt og Bjarne Christensen. Formelt bliver byggeudvalget nedsat på det næste ordinære menighedsrådsmøde den 7. januar 2009.

Helga Blomgreen skriver i anledning af det afgående og nye menighedsråd:
Der er tradition for aftalevalg i Hammelev, og der var da også kun en liste ved valget denne gang. Birgitta Nissen og Else Marie Birk har besluttet at stoppe, og Preben Melander er kommet til. 
Birgitta Nissen har været sekretær for menighedsrådet i de sidste 4 år. Hun har været med på nye ideer og har gjort en stor indsats ved afvikling af forskellige arrangementer. Birgitta har styr på paragrafferne, og har bidraget til at reglerne bliver overholdt. Da hun altid er klar og præcis i sine udtalelser har hun været en rigtig god medspiller i arbejdet omkring det nye sognehus.

 

 

 

 

 

Else Marie Birk har været medlem af menighedsrådet i over 25 år, og har været kasserer i næsten 20 år. Hendes flair for tal har været uvurderlig for arbejdet i menighedsrådet, fordi hun har evnen til at forklare et indviklet regnskab, så alle kan forstå det. Derfor er det glædeligt at hun vil fortsætte som regnskabsfører for kirkekassen selv om hun træder ud af menighedsrådet. Else Marie har altid været utrolig fleksibel og hjælpsom. Nye menighedsrådsmedlemmer, og dem har der jo været en del af gennem tiden, har altid kunne regne med hendes hjælp og støtte.
Vi vil savne Birgitta og Else Marie i Hammelev menighedsråd, men samtidig glæder vi os til samarbejdet med Preben Melander, som træder ind i menighedsrådet den 30. november, når det nye kirkeår begynder.

 

Helga Blomgreen og Bjarne Christensen

 

 

Sidste nyt om sognehuset

Menighedsrådet har taget fredningsnævnets afslag om dispensation til efterretning. Sognehuset placeres bag fredningslinien og bliver vendt, så gavlen (ikke facaden) vender ud mod Kirkeforte. Det er nødvendigt at vende huset, for at få en optimal udnyttelse af udenomsarealet. Parkeringspladserne bliver på denne måde mindre dominerende, og helhedsindtrykket bliver pænere.
Både Provstiudvalg og Stift har godkendt den nye placering, så vi mangler kun den endelige afgørelse fra Fredningsnævnet. Den skulle komme inden nytår, og så kan vi komme videre med projektet. I menighedsrådet ser vi frem til den dag byggeriet kan gå i gang, for det har været en lang og til tider besværlig vej, men da det er vigtigt at huset kan fungere godt i mange år fremover, er der brugt meget tid på at gennemtænke alle detaljer. Den dag huset står der, er det svært at ændre på tingene, så vi har i menighedsrådet lyttet meget til sagkundskaben, fremkommet med vore egne ønsker og brugt vores sunde fornuft. Så Hammelev får et rigtig dejligt sognehus.

Helga Blomgreen.

 

Adventsmøde

Onsdag den 3. december kl. 14.00 er der først gudstjeneste i kirken og derpå adventsmøde i præstegårdens konfirmandstue. Her kommer der et musikalsk indslag ved Mads Nissen, Styding.
Alle er velkomne til gudstjenesten og det efterfølgende møde, der indgår i rækken af arrangermenter med Hammelev Brugerråd.

 

Juleafslutninger i kirken

Mandag den 22. december 2008 er der juleafslutning for de mindste, dvs. børn i børnehaven og børn hos dagplejerne i Hammelev samt forældre med mindre børn, der bare har lyst til at være med. Det finder sted kl. 10.00. Inden weekenden, nemlig fredag den 19. december kl. 10.00, er der juleafslutning for Hammelev skole i kirken; også her må alle gerne deltage.

Sogneaften med fængselspræst

Annelise Brok, der er præst i Statsfængslet ved Horsens, kommer den 27. januar 2009 kl. 19.30 til præstegårdens konfirmandstue og taler om, hvad en præst erfarer og gør blandt vore dages indsatte.

J. Smærup Sørensen: Mærkedage

Tirsdag den 24. februar 2009 kl. 19.30taler lektor, Anne Borup, Kolding, ved sognemødet. Jens Smærup Sørensen f. 1946 debuterede i 1972 og har siden skrevet en stribe, romaner, noveller, børnebøger og radiospil. Forfatterskabet har længe været kendt og anerkendt i litterære kredse, men med romanen Mærkedage udvides læserskaren med et slag.
Hvorfor kunne man spørge - har dette værk haft så stor en gennemslagskraft?
I foredraget gennemgås romanen med afsæt i disse spørgsmål.

Filmaften: Spejlet af Andrei Tarkovskij

Tirsdag den 17. marts 2009 kl. 19.00 vil vi se og drøfte en film af den russiske instruktør Andrei Tarkovskij, der døde 54 år gammel i 1986. Hans film fra 1960’erne og 70’erne ville forlængst være glemt, hvis det da ikke skyldes det skildrede samspil mellem menneskers håb og frygt og en, undertiden, grusom omverden.
I Spejlet følger man hovedsagligt to personer, en mor og en søn. Vi ser episoder fra deres separate og fælles liv, og i begge situationer får vi indtrykket af deres stærke forbundenhed.
Man må altså hverken forvente sig en let fordøjelig eller morsom film, men hellere en kunsnerisk præstation med symboler og eksistentielt indhold. Det er med andre ord en film, der kræver samtale - og den tager vi til sidst over kaffen.

Alle helgen 2008

Afdøde med tilhørsforhold til sognet, der er begravet eller bisat fra Hammelev kirke eller fra kapellet i Haderslev, siden Alle helgen 2007: Hansine Cathrine Fallesen
Andreas Nielsen Uldall
Johan Kersting Christensen
Hans Eden
Hans Tagesen
Andreas Iversen
Hedevig Juhl
Jens Christian Fogt Christensen
Nis Steffensen Knudsen
Catharine Margarethe Møller
Annemarie Elisabeth Bohde
Bruno Baun Haue
Erik Agerholm Thomsen.

Julekoncert

Mandag Den 8. december kl. 19.00 er der julekoncert med skolekoret under ledelse af lærer Maria Damgaard, Hammelev Skole og Hammelev rytmiske Kor ledet af Hans V. Hansen.
Ind i mellem skal alle synge advents- og julesalmer, som bliver akkompagneret af organist Lene Jørgensen. Der bliver også tale om forskellige instrumentindslag under koncerten, der afsluttes med luciaoptog af pigerne fra 5. klasse.

Nytårsparade og Fastelavn

Søndag den 4. januar kl. 10.30 holder De blå Spejdere i Hammelev nytårsparade i kirken. Gudstjenesten bliver en familiegudstjeneste. Der er kaffe i præstegården efter gudstjenesten.
Søndag den 22. februar kl. 13.30holder vi fastelavnsgudstjeneste med efterfølgende tøndeslagning i præstegårdshaven. Denne gang fås der boller, sodavand og kaffe, når vi har fundet frem til kattekonger og -dronninger. Eftermiddagen er arrangeret i samarbejde med spejderne i Hammelev og HSUF.

Musikgudstjeneste

Søndag den 1. februar kl. 10.30 er der planlagt en musikgudstjeneste med Hammelev rytmiske Kor. Karen Lawrence står forinden for indstuderingen af den kormusik, som kan høres i kirken den søndag.

»Milde Moses« i Hammelev kirke

Musicalen »Milde Moses« handler om Moses liv, som de fleste kender det fra de spændende fortællinger fra Gamle Testmente. I musicalen følges Moses fra han bliver fundet i sivkurven på Nilen til redningen ved Det Røde Hav.
Korleder Maria Damgaard og organist Lene Jørgensen har ansvaret for opførelsen og ikke mindst skolekoret fra Hammelev skal levere sangere og skuespillere, sådan som planen i øjeblikket ser ud.
Der bliver muligvis brug for flere medvirkende for at gennemføre musicalen.
»Milde Moses« kan ses i Hammelev kirke søndag den 29. marts kl. 14.00.

Focus på gudstjenesten

Der er nu etableret en arbejdsgruppe, der skal se på gudstjenesten i Hammelev. Gruppen skal overveje salmer, læsetekster, prædiken - kort sagt alt, hvad der udgør en gudstjeneste - med henblik på at overveje, om man skulle eksperimentere mere og skabe mere mangfoldighed og appel i gudstjenesterne.
Focusgruppen på gudstjenesten består af Karsten Skovbjerg, Christiansdalsvej og Annette Poulsen, Ahornvej samt af Hanne Hovmøller, Preben Melander og Bjarne Christensen. Der bliver formentlig tale om 3 - 4 årlige møder.


 


 


 

 

 

Kontakt Hammelev Byportal