Hammelev Kirkeblad september 2009 - december 2009

 

Gratis koncert med Cantabo fra Jægersborg

Trine Gadeberg onsdag den 28. oktober 2009

Sogneaften med Karen Marie Mortensen den 18. november 2009

Gudstjenester og møder

Adresse

 

Nu sker der noget

Torsdag d. 20 august var dagen da de store maskiner blev kørt i stilling, og byggeriet til sognehuset gik i gang. Hvad vi har arbejdet på i flere år, er nu endelig blevet til handling, og hele sognet kan følge med i processen.

Nu er vi alle i menighedsrådet helt sikre på, at det er under tag inden vinteren sætter ind. Vi satser på rejsegilde sidst i oktober og indvielse i foråret 2010. Skulle der opstå uforudsete problemer og tidsplanen skrider, ja, så tager vi det med godt humør, for vi har trænet vores tålmodighed rigtig godt gennem de senere år. Det skal nok blive færdigt.

At vi ikke kom i gang i 2008, men først nu har irriteret os meget, men derved har vi også sparet en del på byggeomkostningerne, så det er slet ik` så ring` endda! Når huset først står klart, så vil vi sikkert hurtigt glemme al besvær, og bare glæde os over et flot og funktionelt hus.

Helga Blomgreen.

 

 

Hæder til Else Marie Birk

Som medlem af skovdyrkerforeningen Syd, modtager Hammelev menighedsråd et lille medlemsblad, hvor vi bliver orienteret om stort og småt. Det var med stor glæde at jeg denne gang kunne læse at Else Marie Birk er blevet hædret som "Årets skovdyrker", for arbejdet som bogholder i Skovdyrkerforeningen Syd.

Der står i artiklen, at det var til stor overraskelse for mange - ikke mindst for Else Marie selv! For alle os i menighedsrådet kommer det ikke som en overraskelse, at netop hun bliver hædret for fremragende indsats.

Udpegningen foregår på grundlag af indstillinger fra kollegaer, som bl.a. skriver i indstillingen: arbejdet udført ordentligt, stabilt og solidt, og så er hun oven i købet et dejligt, rart menneske med en tør humor og ikke mindst en positiv indstilling. Et jern og en rigtig god kollega.

Som kasserer gennem mange år for kirkekassen, og nu som vores regnskabsfører, kan vi i menighedsrådet helt og fuldt tilslutte os dette, og ønske Else Marie hjertelig til lykke.

Hun har fortjent det.

Helga Blomgreen.

 

 

Ord til tiden

I en avis forleden kunne man læse, at den model, som økonomer foretrækker at bruge til at forudsige udviklingen, er utilstrækkelig. For den har ikke taget nok hensyn til psykologien. Man plejer at sammenligne økonomer med meterologer. Økonomer forudsiger den økonomiske udvikling, mens meterologerne beskæftiger sig med vejret. Der er bare dén afgørende forskel på vejret og økonomien, at vejret bliver, som det bliver, uanset, hvad der bliver forudsagt, mens det forholder sig anderledes i den økonomiske verden: Hvis økonomerne melder ud, at aktierne vil stige, så købes der aktier – og aktierne stiger – og selvfølgelig også omvendt. Modellen, man hidtil har brugt, tog ikke nok hensyn til, at man også taler økonomien op og ned.

Selvfølgelig er der også realiteter. Det ved man på Island i disse måneder. Der var opstået for stort et gab mellem realiteterne og de tal, der står på gældspapirerne.

Hvor er vi på vej hen?

I øjeblikket er der ingen, der ved, hvor vi er på vej hen. »Der er lys forude« . »Vi er ovre det værste« er nogle af overskrifterne I aviserne, der tager pulsen på tiden. »Finn frygter for fremtiden« er overskriften på et interview i Jyske Vestkysten med Finn Sørensen, der blev fyret fra Sauer Danfoss i april – og som nu er fotograferet ude i haven bag spaden, mens han kigger - ikke på dig, som ser ham på billedet, men ud til siden af billedet, som om tegnet på håb eller tegnet på, at de bange anelser slår til, er at finde ude i horisonten et sted. Finn er ikke ene om at være arbejdsløs. Store arbejdspladser indskrænker eller lukker helt ned i Frederikshavn og ved Lindø. Sker det, fordi de store firmaerne ikke længere kan låne penge – eller tror man ikke længere på den slags produktion i Danmark? Det kan gøres billigere i Kina og i Indien.

Der sker noget

Hvis vi nu retter blikket mod de lokale forhold, så er der mig bekendt flere planer for Hammelev. Skolen mangler plads – og før eller siden bliver rejst en ny bygning i skolens nærhed, som skal løse pladsproblemet. Børnehaven har også brug for udvidelse, men det er vist indtil videre blevet løst ved at bryde hul ind børnehaveklassebygningen, så også den kunne blive en del af børnehaven. Der er en vision 2012 for HSUF og hal – og byggemodningsplaner uden den nuværende byzone samt vejforandringer en vente, hvis da tegningerne ikke bare bliver i skuffen. Købmanden i Hammelev fortsætter som Hammelev Nærkøb. Det holdt ganske vist hårdt. Der bygges langt om længe sognehus ved kirken. Men ved siden af disse eksempler på fremgang eller på fastholdelse, så er der også tegn på indskrænkning: Hammelev skole bliver mindre, hvad angår klasser, idet 7. klasse fjernes fra sommeren 2010. Tørning kro er ikke længere i drift som kro. Huse står også i Hammelev med synlige salgsskilte i haven. Salgsskiltene står der endnu.

Heller ikke her kan vi holde os uden for, hvad der sker i den øvrige del af Danmark og verden. Det er umuligt.

Fryder forandring?

Den store hvide bygning med det slank spir står der også. Den stod der også i 30’erne. Under den første og under den 2. verdenskrig. I århundreder har kirken stået på det sted i sognet og været et næsten tavst vidne til sorg og ulykke, glæde og fest. »Næsten tavst«, for klokkerne kan høres hver dag – i det mindste morgen og aften på hverdage. Behøver jeg at sige, at kirken har været vidne til større fælles problemer i sognet end dem, vi erfarer nu? Også i kirken sker der forandringer og justeringer. Hele tiden. Det er en konstant proces. For vi skal jo være kirke for de mennesker, som bor her; enkelte mennesker er imod forandringer i kirken, måske fordi de har brug for i hvert fald ét sted, der ikke forandrer sig. Men for de fleste skal kirken »følge med tiden« . Ellers melder sig kirken sig ikke i folks bevidsthed, men bliver bare en smukt mindesmærke om gamle dage.

Hvor langt kan vi gå?

Det slår mig - ikke så meget, når jeg tager de beskedne forandringer af kirkelivet, der har fundet sted i Hammelev - men mere de eksperimenterende og nye veje, man slår ind på specielt i de store byer - at der på et tidspunkt må vise sig en ydergrænse:

Der skal vel stadig tales om Gud - og ikke kun om mennesket? Der skal vel stadig holdes fast i, at et menneske ikke kan frelse sig selv?

Der skal vel også i første række tales om én historie - og ikke om alle mulige historier ved gudstjenesten?

Og biblen, der handler om Gud og hans folk og evangelisterne, der forholder sig Jesu historie, skal vel stadig have en sær-status? Hvad betegnelsen »Den hellige Skrift« skaffer plads til.

Hvis man går bag omde grænser, kan jeg ikke længere se, at man kan kalde det, der så foregår, for kristendom.

Bjarne Christensen

 

 

 

Hammelev Kor -Vest

Har du lyst til at synge?

Men kan eller vil du ikke binde dig til en hel vintersæson, så er chancen der nu!

4 øvetider er sat af til alle sangglade i Hammelev-Vest inden gudstjenesten den 4. oktober 2009 kl. 10.30.

Det drejer sig om:

onsdag d. 9. sept. kl. 19.30 - 21.30

fredag d. 18. sept. kl. 15.30 - 17.30

fredag d. 25. sept. kl. 15.30 - 17.30

fredag den 2. okt. kl. 15.30 - 17.30.

Der skal øves i musiklokalet på Hammelev Skole.

Korledere er Hans Vestergaard Hansen og Lene Jørgensen.

 

 

Gudstjenester og møder

 

September

Søndag d. 6. sept. kl. 10.30. Carsten Vigsø

Menighedsrådsmøde den 8. sept. kl. 19.30. Aflyst - evt. møde den 7. september.

onsdag d. 9. sept. kl. 19.30-21.30: Øvetid for Hammelev Kor-Vest, på Hammelev skole.

lørdag d. 12. sept. kl. 16.00: Koncert i kirken (Cantabo)

Søndag d. 13. sept. kl. 10.30. Hans Vium Mikkelsen

fredag d. 18. sept. kl. kl. 15.30 - 17.30: Øvetid for Hammelev Kor-Vest, Hammelev skole.

Søndag d. 20. sept. kl. 10.30. BC.

mandag d. 21. sept. kl. 14.00: Efterårsmøde med Christian Ulrich Terp.

fredag d. 25. sept. kl. 15.30 - 17.30: Øvetid for Hammelev Kor-Vest,Hammelev skole.

Søndag d. 27. sept. kl. 10.30. Høstgudstjenesten. BC

 

Oktober

fredag den 2. okt. kl. 15.30 - 17.30: Øvetid for Hammelev Kor-Vest,Hammelev skole.

Søndag d. 4. okt. kl. 10.30. Hammelev Vest - Kor. BC

Menighedsrådsmøde tirsdag d. 7. okt. kl. 19.30

Søndag d. 11. okt. kl. 10.30. BC.

Søndag d. 18. okt. kl. 9.00. Peter Kiel Nielsen, Sommersted

Søndag d. 25. okt. kl. 10.30. BC

Onsdag d. 28. okt. kl. 19.30: Koncert i kirken med Trine Gadeberg

 

November

Alle helgens søndagd. 1. nov. kl. 10.30. BC

Søndag d. 8. nov. kl. 9.00. Carsten Vigsø.

Menighedsrådsmøde tirsdag d. 10. nov. kl. 19.30

Søndag d. 15. nov. kl 10.30. BC

Onsdag den 18. november kl. 19.30: Sogneaften Karen Marie Mortensen

(ændret i forhold til den trykte kirkeblad)

Søndag d. 22. nov. kl. 10.30. Afslutning med minikonfirmander. BC.

1. søndag i advent d. d. 29. nov. kl. 10.30. BC

 

December

onsdag d. 2. dec. kl. 14.00: Adventsgudstjeneste og -møde i præstegård.

Søndag d. 6. dec. kl. 10.30. Hans Vium Mikkelsen.

Mandag d. 7. dec. kl. 19.00 Julekoncert.

Søndag d. 13. dec. kl. 10.30. BC

Søndag d. 20. dec. kl. 10.30. BC

 

 

Efterårsmøde med feltpræst

Christian Ulrich Terp, præst i Sydslesvig, har flere gange været udsendt som feltpræst. Mandag den 21. september 2009 kl. 14.00 taler Christian Ulrich Terp om sine erfaringer med danske soldater på mission i udlandet. Foredraget bliver ledsaget af billeder.

 

 

 

Trine Gadeberg med musikere i Hammelev kirke.

Trine Gadeberg kommer som planlagt til Hammelev og giver koncert onsdag den 28. oktober kl. 19.30. Nogle benyttede sikkert lejligheden til at høre Trine Gadeberg på Tørning i august. Ved koncerten i Hammelev kirke får man lejlighed til at høre hendes store talent. Der bliver forsalg fra høstgudstjenesten den 27. september.

Billetter á 125 kr. kan købes hos Hammelev Nærkøb og i præstegården.

 

Korkoncert i kirken.

»Cantabo« fra Jægersborg i København giver koncert i Hammelev kirke den lørdag den 12. september kl. 16.00. Koret deltager i gudstjenesterne ved Jægersborg kirke. Ved siden af gennemfører det forskellige koncertturnéer i landet med et overvejende klassisk sangrepertoire. Der vil blive lejlighed til at høre det dygtige kor i Hammelev kirke denne lørdag eftermiddag. Det koster ikke noget at komme ind.

Høstgudstjenesten

finder i år sted søndag den 27. september kl. 10.30. Skolekoret med Maria Damgaard i spidsen vil deltage i gudstjenesten, der bliver indledt af børn, der bærer frugt og grønt i ind i kirken. Efter gudstjenesten er der kaffe og sodavand i konfirmandstuen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tilgivelse og forsoning

Ved sognemødet onsdag den 18. november kl. 19.30 (sognemødet er flyttet af hensyn til kommunalvalget, der finder sted  den 17. november 2009) tager adjunkt og sognepræst Karen Marie Mortensen udgangspunkt i den tysk jøde og filosof Hannah Arendt (1906-75) og dennes nære venskab til sin læremester Martin Heidegger, der blev nazist.

Aftenen kommer således til at dreje sig om tilgivelse og forsoning på baggrund af det 20. århundredes blodige historie.

Karen Marie Mortensen peger med Hannah Arendt på en mulighed, mennesket har for ikke at lade sig baste og binde til fortidens sår og uret.

Mennesket kan i stedet tale og handle, så situationen ændrer sig.

 

 

3. klasse på opdagelsesrejse i Hammelev kirke

Fra torsdag den 3. september kl. 13.00-14.30 og de efterfølgende torsdage inviteres alle elever i 3. klasse på Hammelev skole på en spændende opdagelsesrejse i Hammelev kirke. I løbet af rejsen vil vi finde ud af, hvad der er inden i kirken, og hvad der sker i sådan et hus. Vi vil både se, røre, lytte, synge, undersøge og gå på opdagelse i fortællingerne fra Bibelen.

Vi begynder hver torsdag i kirken og går senere over i præstegårdens konfirmandlokale, hvor vi først får lidt brød og saftevand. Derefter studerer vi videre og har forskellige opgaver og lege.

Torsdag den 19. november slutter opdagelsesrejsen, og søndag den 22. november kl. 10.30 er der afslutningsgudstjeneste i kirken, hvor alle er velkomne.

Tilmelding på tlf. 74507112 eller på bch@km.dk

På gensyn

Guide og organist Lene Jørgensen

 

 

 

 

 

Adresser:

Sognepræst: Bjarne Christensen, Hammelev Bygade 7, tlf. 74507112, e-adr.: bch@km.dk. Træffes bedst 11.30 -12.30, undtagen mandag.

Pastor Hans Vium Mikkelsen, Aastrup præstegård, 6100 Haderslev, tlf. 74534123. E-adr.: hvm@km.dk. Graver: Peter Nørgaard, Løntvej 25, 6100 Haderslev, tlf. 74507599 (viderestilles til mobiltelefon).

Fax 74 507595. E-adr.: agraver@privat.dk.

Kirkegårdskontoret har telefontid: tirsdag-fredag 9.30-10 og 12-12.30.

Organist: Lene Jørgensen, Hjejlevej 9, 6500 Vojens, tlf.                74 542999        .

Kirkesanger: Edel Thomsen, Nyvej 1B, Styding, tlf.                74 507324        .

Menighedsrådsformand: Helga Blomgreen, Nyvej 4, Styding, 6500 Vojens, tlf.                74 507444        .

E-adr.: 8973@sogn.dk

Kirkeværge: Viggo Schmidt, Hasselvej 7, Hammelev, tlf.                74 507270         - Fax 74 507210.

E-adr.: grisel@dlgnet.dk

Regnskabsfører: Else Marie Birk, Hammelev Bygade 1C, Hammelev, tlf.                74...       .

E-adr.: embirk@mail.tele.dk

Kasserer:Hans Henrik Knudsen tlf.                74 507543        . E-adr.: hhk@dbmail.dk.

 

 

Kontakt Hammelev Byportal